Vestjysk John Deere-forhandler er ikke til salg
Herborg Smede- og Maskinforretning er ikke interesseret i at handle med Semler Agro, som netop har overtaget Midtjysk Maskincenter.
Semler Agro har efterhånden overtaget en del John Deere-forhandlere i Danmark og dækker snart det meste af Jylland.
Men det er stadig Herborg Smede- og Maskinforretning, med afdelinger i Herborg, Farre og Struer, der dækker området fra Nr. Nebel over Thyborøn, Skive, Juelsminde og Vejle.
Og det bliver de ifølge direktør og medindehaver Keld Andersen ved med.
- Vi er ikke i forhandlinger med Semler Agro. Jeg har aldrig talt med de folk, og vi er ikke til salg. Det har altid været vores indstilling, siger Keld Andersen.
Ingen grund til salg
Ifølge direktøren er Herborg Smede- og Maskinforretning en fornuftig forretning, der kører godt.
Derfor kan han ikke se, at der skulle være nogen grund til at sælge den.
- Ellers skulle pengeposen da være så stor, at man ikke kan sige nej, siger han.
Beholder JD-forhandling
Der er heller ingen risiko for, at Herborg Smede- og Maskinforretning skulle miste forhandlingen af de grønne maskiner.
- Efter John Deeres eget udsagn er der ingen fare for, at vi ikke får lov at beholde forhandlingen, siger direktøren.
At den vestjyske maskinforretning nu får en stærk konkurrent i området, ser Keld Andersen ikke som noget problem.
- Vi er vant til at have kollegaer i området, og om der er tre eller en gør ikke den store forskel, siger han.