Hele 28 udstillere har tilsammen tilmeldt 39 føl til Fyns Følskue for Ponyracer, der afholdes på Allerupgaard i Allerup ved Højby, på lørdag, den 27. august.

Til følskuet er tilmeldt 15 Shetlandsponyer, 6 Miniatureheste, 2 Dartmoor samt 16 Welsh - heraf 3 sec. A, 1 sec. B, 9 sec. C, 1 sec. D samt 2 WPBR.

I den afsluttende finale udpeger dommerne skuets bedste hingsteføl og bedste hoppeføl, og der er publikumskonkurrence om at finde »Skuets Charmetrold«.

Seges har officiel mærkeplads på Allerupgaard i forbindelse med følskuet, så det er muligt for alle at komme med deres føl, som skal have den obligatoriske mærkning på plads. Mærkeren er på pladsen fra klokken 12-15.

Der er gratis entré for publikum. Katalog og tidsplan for følskuet kan ses på www.fynsponyskuer.dk.