- Det er med stor glæde, at vi nu officielt indvier Patent- og Varemærkestyrelsens nye lokaler i Ikast. Det er en klar ambition for regeringen, at de statslige arbejdspladser skal fordeles i hele landet, og være tættere på deres kunder. Det opfylder vi klart med udflytningen af dele af Patent- og Varemærkestyrelsen til Ikast, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Der er allerede flyttet medarbejdere ind i de nye lokaler i løbet af sommeren, men først nu er hele organisationen på plads på det nye kontor. Udflytningen af dele af Patent- og Varemærkestyrelsen er led i regeringens samlede udflytning af godt 3900 statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet.

- Udflytningen af statslige arbejdspladser har på alle måder vist sig som en succes. Vi skaber nye job og basis for yderligere vækst i vores landdistrikter – samtidig med, at vi flytter vigtige institutioner for både borgere og virksomhederne tættere på deres hverdag. Udflytningen går helt efter planen, og vi oplever alle steder – også her i Ikast – en meget stor søgning af højt kvalificeret arbejdskraft, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Patent- og Varemærkestyrelsen har længe overvejet muligheden for at åbne et nyt kontor, så man fysisk dækker et større geografisk område.

- Nærhed og tilstedeværelse har stor betydning for et stærkt samarbejde. Vi har længe haft en drøm om at komme tættere på de mange jyske og fynske virksomheder og IP-rådgivere, som er med til at løfte Danmark med innovation i verdensklasse. Derfor gav det rigtig god mening at føre den drøm ud i livet, da regeringen lagde sin plan for udflytning af statslige arbejdspladser, siger direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen, Jesper Kongstad.

Kontoret vil dække de samme kompetencer som sit søsterkontor i Taastrup. Fra åbningsdagen vil 32 medarbejdere være klar til at hjælpe virksomheder og IP-rådgivere med patenter, varemærke- og designbeskyttelse, og fra nytår er forventningen, at kontoret vil bestå af 35 medarbejdere.

Alle er velkomne til at deltage i åbningen, som finder sted d. 7. oktober kl. 14.30-17.00 på Lene Haus Vej 21, 7430 Ikast. Ministeren vil officielt deltage i åbningen fra kl. 15.15.

Tilmelding er ikke nødvendig, men af hensyn til planlægning modtager Patent- og Varemærkestyrelsen gerne besked fra dem, der har tænkt sig at deltage på tilmelding@dkpto.dk.