På de ekstraordinære generalforsamlinger i skovdyrkerforeningerne Øst og Fyn, som fandt sted henholdsvis mandag og tirsdag i sidste uge, sagde medlemmerne på begge sider af Storebælt ja til at fusionere de to foreninger til den nye Skovdyrkerforeningen Øerne, som vil servicere ejere af skov-, natur- og juletræsejendomme øst for Lillebælt, dog Samsø, Anholt og Læsø undtaget.

I spidsen for den fusionerede skovdyrkerforening står en bestyrelse på otte medlemmer - fire fra Fyn og fire fra Sjælland.

Bestyrelsen har konstitueret sig med Rudolf Iuel, Lundsgaard, Kerteminde, som formand og Jes Lützhøft, Lunden, Værløse som næstformand.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Jens Hempel Hansen, Skovgaarde, Odense, Lars Holst Frederiksen, Lindholdt, Mørkøv, Erik Willadsen, Juulskov, Refsvindinge, Ole Holst Henriksen, Pedersminde, Ugerløse, og Anders Nielsen, Nørregaard, Morud. Suppleanter er Flemming Johansen, Dyssegaard, Vordingborg, og Jens Jørgen Madsen, Allerup Skovgaard, Odense.

Den fynske skovrider, Ulrik Nielsen, er daglig leder af den nye forening. Han har 10 års erfaring fra det praktiske skovbrug, heraf tre år som leder af Skovdyrkerforeningen Fyn. Skovrider Karsten Raae, Skovdyrkerforeningen Øst, træder tilbage fra årsskiftet, men fortsætter som konsulent på et internationalt forskningsprojekt.

Foreningens hovedkontor bliver hos Centrovice i Vissenbjerg. Desuden fastholdes de nuværende kontorer hos Gefion i Sorø og hos Bornholms Landbrug i Aakirkeby.