Millioner af danske grantræer fældes i disse uger for i december at blive brugt til juletræer rundt i Europa, men markedet er presset disse år. Det skyldes ikke mindst en meget stor produktion i Tyskland, der i 3-4 år vil kunne mærkes på eksport og pris.

Orkanen Kyrill ramte i 2017 store dele af Tyskland, og efterfølgende blev der plantet et stort antal normansgran.

- 4000 hektar blev ændret til juletræsproduktion, og træerne er nu vokset så meget, at de er klar til at blive fældet. Det giver en pukkel af træer i fire sæsoner, fortæller skovfoged i A/S Plantningsselskabet Sønderjylland, Torben Ravn, der samtidig sidder i bestyrelsen for brancheorganisationen Danske Juletræer.

- Markedet er svært i år, og vi skal se, om vi kan finde andre markeder. Frankrig er et marked i vækst, og vi vil også forsøge at øge eksporten til Polen og hele Østeuropa, fortsætter Torben Ravn.

Han noterer samtidig, at det fortsat er muligt at afsætte A-træer i Tyskland.

- Tyskerne producerer primært B- og C-træer, så der er faktisk mangel på A-træer, og dem henter tyskerne gerne heroppe, lyder det fra skovfogeden.