LMO bød onsdag indenfor til en dag med masser af faglige oplæg, og det var der en helt særlig grund til:

- Vi havde en rigtig god dag, hvor vi fik vist nogle af de mange kompetencer, som vores dygtige rådgivere har. Det er vores fornemmeste opgave at være med til at gøre landmanden bedre, og det er en dag som LMO FagLand med til at bakke op om, siger administrerende direktør Jan Winther og fortsætter:

- Når vi vælger at investere en hel dag i at give landmændene inspiration, så skyldes det helt klart, at vi gerne vil give vores mange kunder noget ekstra opmærksomhed, og det får vi netop mulighed for på sådan en dag, hvor deltagerne ud over det faglige program også kan møde deres rådgivere og snakke med andre landmænd. 

Det er tredje år i træk, at LMO byder indenfor til denne faglige inspirationsdag, og programmet var som tidligere år bredt sammensat så alle landmænd skulle kunne finde nogle relevante emner. Der var blandt andet fokus på råvaremarkedernes betydning for afgrødepriser, på vækstpotentiale og strategisk salgsplanlægning. Inden for de forskellige driftsgrene blev der stillet skarpt på blandt andet fremstillingspris i mælkeproduktionen, på afgrødestrategier og på effektiv slagtesvineproduktion.  

Nyt: Økologisk speed-dating og ”Løvens Hule” 

Som noget nyt satsede LMO i år på at tilbyde et økologi-spor hele dagen. Der var blandt andet fokus på, hvordan landmanden får sit grovfoderbehov dækket, og herudover blev de økologiinteresserede budt indenfor til en omgang ”speed-dating”.

- Vores dating-mulighed var enormt vellykket. Deltagerne var aktive og engagerede og kunne på skift stille os opklarende spørgsmål inden for forskellige områder, fortæller økologichef Peter Mejnertsen og fortsætter:

- Økologi er i fremdrift, og mange landmænd er interesserede i at høre om mulighederne, så det er helt naturligt for LMO, at vi har oprustet på dette område og på den måde kommer landmændene i møde. 

LMO FagLand blev afholdt på Asmildkloster Landbrugsskole, men det afholdt ikke chefkonsulent Torben Wiborg fra at indkalde til ”Løvens Hule” med reference til TV-programmet af samme navn. Her præsenterede to unge deres cases for to potentielle investorer, Anders Ehm Hansen og Johannes Jensen, som i dagens anledning kunne jonglere med et gavekort på 10.000 kroner til rådgivning hos LMO. 

Vinderen blev 30-årige Kristian Thomsen, som vakte investorernes interesse med sin solide fremstilling af sine ønsker og tanker om en fremtidig kvægejendom.  

- Den tillid og tro, som de to investorer viser mig, kan jeg helt sikkert bruge i fremtiden. De viser, at de tror på min idé, og det er super positivt, sagde Kristian Thomsen, som altså vandt over 22-årige Jens Riis, som drømmer om at overtage sin fars minkproduktion. 

De faglige indlæg på LMO FagLand blev suppleret af et foredrag af professor Steen Hildebrandt fra Aarhus Universitet, som trak en rød tråd fra det udfordrede landbrug til at være åben over for forandringer. Som afslutning på dagen optrådte Søren Dahl, kendt fra radioprogrammet Café Hack. I vanlig Café Hack-stil inviterede han en af deltagerne op til en snak, og mon ikke Niels Dengsø, mælkeproducent og nu også Café Hack-gæst, fik sig en humoristisk oplevelse med den velforberedte radiovært.