Dyst med hestekræfter

Sjællandsmesterskaberne i hestepløjning afvikles lørdag den 14. oktober i Knabstrup.

Dansk Køre Selskab holder årets sjællandsmesterskaber i hestepløjning lørdag den 14. oktober klokken 9 til 15.30 hos Rud Hansen, Ventedgårdsvej 38 i Knabstrup mellem Holbæk og Kalundborg, hvor veterantraktorerne samtidig demonstrerer deres færdigheder.

Der er tilmeldt 10 hestepløjere samt tre fynske konkurrenter til det kommende SM-stævne, heriblandt medaljevinderne fra sidste år, hvor Jan Blume, DKS, vandt foran Søren Rasmussen, FKS, og Birger Hansen, DKS.

Alle er velkomne til at opleve en gammel bondekultur i en konkurrence anno 2017. Der er gratis adgang til stævnet, hvor der er mulighed for at få stillet sult og tørst.

En uge efter stævnet i Nordvestsjælland mødes hestepløjerne i øvrigt igen. Lørdag den 21. oktober danner Gråsten Landbrugsskole således rammen om danmarksmesterskaberne i pløjning med heste, hvor syv pløjere fra Dansk Køre Selskab stiller op blandt de 20 DM-deltagere.

Læs også