Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Af Jens Axel Kruchov, advokat og partner, Storm Advokatfirma

I mange år har jord været landmandens vigtigste produktionsgrundlag.

Sådan er det stadig. Men med den grønne trepart ændrer jordens rolle sig. Fremover bliver jord ikke kun et spørgsmål om dyrkning, udbytte og arrondering. Jord bliver i endnu højere grad et strategisk aktiv, hvor natur, klima, kvælstof, vandmiljø, skovrejsning, jordfordeling og finansiering skal tænkes sammen.

Det er en af de vigtigste konsekvenser af aftalen om et Grønt Danmark.

Aftalen beskriver en historisk omlægning af Danmarks arealer og af fødevare- og landbrugsproduktionen. Der vil fortsat være en stærk fødevareproduktion i Danmark, men en del af det areal, der i dag bruges til fødevareproduktion, skal i fremtiden bruges til noget andet. Formålet er blandt andet bedre vandmiljø, lavere klimabelastning, mere natur, bedre biodiversitet og beskyttelse af drikkevand.

Jens Axel Kruchov. Foto: Lars Horn/Baghuset

Jens Axel Kruchov. Foto: Lars Horn/Baghuset

Fremtidig funktion

For landmanden betyder det, at arealplanlægning bliver lige så vigtig som driftsplanlægning.

Det er ikke længere nok at spørge: Hvad kan jeg dyrke på marken næste år?

Du bør også spørge: Hvilken funktion kan arealet have om 5, 10 eller 20 år? Skal det fortsat være intensivt dyrket? Kan det blive en del af et vådområdeprojekt? Er der lavbundsjord, som bør udtages? Kan skovrejsning være relevant? Kan arealet bruges i en jordfordeling, så bedriften samlet set bliver bedre arronderet? Kan et salg eller bytte frigøre kapital? Kan omlægning skabe et mere robust generationsskifte?

I implementeringsaftalen er det aftalt, at omkring 10 procent af Danmarks samlede areal skal omlægges til natur og skov frem mod 2045. Det omfatter blandt andet udtagning af 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde, 250.000 hektar ny skov, øvrig arealomlægning, vådområder, ekstensivering og 100.000 hektar urørt skov.

Det er tal, der ikke kan gennemføres uden landmændene.

Derfor bliver lodsejerens position central. Danmarks Grønne Arealfond skal understøtte realiseringen af omlægningsplanerne, og lodsejere skal kunne søge støtte til blandt andet skovrejsning, permanent ekstensivering, vådområder, minivådområder og udtagning af lavbundsjorde. Der lægges også op til faciliterende jordsalg og jordbytte.

Det giver muligheder. Men det giver også behov for rettidig juridisk omtanke.

Når staten, kommunen, lokale treparter, fonde eller andre aktører begynder at interessere sig for din jord, skal du kende dine rettigheder og din forhandlingsposition. Du skal vide, om der er tale om frivillig aftale, tilskudsordning, servitut, varig rådighedsbegrænsning, jordbytte, salg eller potentielt indgreb. Du skal forstå, hvordan aftalen påvirker ejendommens fremtidige værdi, pant, finansiering, forpagtning, jagt, adgangsforhold, dræn, veje og naboforhold.

Det er her, mange kan komme galt afsted.

Vigtigt at ramme rigtigt

En aftale om arealomlægning kan se fornuftig ud på kort sigt, men give problemer senere, hvis den ikke er tænkt igennem. Hvad sker der, hvis jorden er pantsat? Skal banken give samtykke? Hvad betyder en tinglyst rådighedsbegrænsning for ejendommens værdi? Hvem har ansvaret for vedligeholdelse? Hvordan påvirkes forpagtningsaftaler? Hvad hvis arealet er en del af et kommende generationsskifte? Hvad hvis jorden indgår i en samlet driftsøkonomi, hvor harmoniareal, gylle, fodergrundlag eller afgrødesammensætning hænger tæt sammen?

Grøn trepart gør det nødvendigt at se ejendommen som en helhed.

Det gælder også kvælstof. Implementeringsaftalen beskriver et paradigmeskifte, hvor arealomlægning er hovedmotoren til at nå vandrammedirektivets mål. Der er opstillet et aktuelt nationalt indsatsbehov på 13.780 ton kvælstof med udgangspunkt i scenarie 1 i Second Opinion, dog med forbehold for tekniske korrektioner.

Det betyder, at nogle områder vil blive mere påvirket end andre. Derfor skal din strategi være lokal. Det er ikke nok at følge debatten på landsplan. Du skal kende dit vandopland, din kommunes planlægning og de lokale omlægningsprocesser.

Del dine arealer op

Mit råd er, at du får lavet et jordstrategisk overblik.

Del dine arealer op i kategorier. Hvilke arealer er uundværlige for driften? Hvilke er marginale? Hvilke kan være interessante i en omlægningsordning? Hvilke kan bruges som forhandlingskort i jordbytte? Hvilke bør bevares af hensyn til fremtidig bygningsudvikling, miljøgodkendelse eller generationsskifte?

Når du kender svarene, står du langt stærkere.

For grøn trepart handler ikke kun om at afgive jord. Den handler også om at vælge rigtigt, så den jord, der fortsat skal producere, kan gøre det mere effektivt, og så de arealer, der ikke længere passer til fremtidens drift, kan skabe værdi på en anden måde.

Jorden er stadig landmandens vigtigste aktiv. Men fremover er det ikke kun den bedste jord, der har værdi. Det har den rigtige jord i den rigtige strategi.

EjendommeDen grønne trepartKvælstofregulering