Cheføkonom: Forbrugerne ser lys for enden af tunnelen

Kun gennem en kombination af øget forbrug og stigende eksport kan økonomien løfte sig afgørende, lyder det fra cheføkonom Thomas Søby

Danmarks Statistik har offentliggjort rapporten ”Forbrugerforventninger april 2015”, og i befolkningen er tiltroen til den økonomiske situation høj.

Forbrugertilliden er således 13,7. Dermed er den næsten uændret i forhold til marts, og hos Landbrug & Fødevarer (L&F) hæfter cheføkonom Thomas Søby sig ved, at forbrugernes forventninger derfor fortsat ligger tæt på den hidtidige højeste score på 15,5 – målt i januar 2006:

- Vi skal ikke opleve meget yderligere fremgang før, at jeg tror rekorden bliver slået. Jeg tror, at en del af forklaringen til den megen optimisme er, at oven på syv magre år, så skaber det ekstra meget glæde hos danskerne, at vi nu alle kan se lys for enden af tunnelen, siger Thomas Søby på L&F’s hjemmeside.

Her peger han dog også på, at privatforbruget alene ikke kan skabe opsvinget, og fremgang i eksporten er derfor også nødvendig:

- Det er ikke kun i Danmark, at optimismen og væksten er kommet tilbage. Det er vigtigt for dansk økonomi, at vi giver vores producenter og virksomheder de bedste muligheder for at gribe opsvinget ude i verden og veksle det til eksport. Kun gennem kombinationen af øget forbrug og stigende eksport kan økonomien løfte sig afgørende.

Læs også