Lørdag den 13. juni er der dyrskue i Løgstør. Det bliver med langt flere malkekvæg end sidste år og lidt færre produkt- og maskinudstillere.
Alt er ved det gamle, når Løgstør Dyrskue byder land og by
indenfor til en dag på dyrskuepladsen.
De sidste forberedelser er i gang, blandt andet formandens
tale, som afholdes sidst på formiddagen. Og selvom det er en festdag, hvor land
og by mødes, kan han ikke komme uden om politik.
- Det bliver en kort tale, og jeg kommer ikke uden om
rammevilkårene og vandplanerne, siger skuets formand Bent Højgaard Andersen.
Færre maskinudstillere i år
På produkt- og maskinudstillingen bliver der meget at se
på. Alt fra dæk, motorlarm og nypudsede maskiner til politiske partier og
foreningsaktiviteter.
I år bliver det desværre med et par færre udstillere end
sidste år, da hele fem dyrskuer foregår samtidig rundt omkring i landet.
Og foruden de nye, store nye traktorer vil man traditionen
tro kunne opleve de gamle veteranmaskiner både i og udenfor ringen.
Dyrene er omdrejningspunktet
Helt centralt bliver aktiviteterne i ringen, hvor skuets
pæneste dyr skal findes indenfor malkekvæg, kødkvæg, får og heste.
Hele 74 malkekvæg stiller til start på dagen, og det er omkring
20 flere end de to forgående år, hvilket glæder dyrskueudvalget. Det er især
Dansk Holstein, som har meldt sig på banen og fremviser 53 dyr mod kun 35 i 2014.
Der er også det højst antal tilmeldte heste siden 2009,
mens antallet af får er på niveau med 2014.