John Deere udbygger FarmSight

John Deere er markedsledende inden for farm-kommunikation og on-line styring. På Agritecnica præsenteres nye funktioner til deres AMS-system

Med tre guldmedaljer og 10 sølvmedaljer for bemærkelsesværdige nyheder på dette års Agritechnica scorer John Deere en suveræn førsteplads som den mest innovative udstiller.

De fleste af de præmierede nyheder er allerede omtalte i mange medier, og derfor blev gårsdagens pressemøde på John Deeres enorme gul-grønne stand målrettet andre nyheder end guld- og sølvnyhederne.

Det blev især til omtale af nye udbygninger af det store it-udstyr til trådløs kommunikation og online-styring internt på bedriften – kaldet Agricultural Management Solutions eller AMS.

Styr markmaskinerne

En af it-nyhederne, som betegnes MyLogistics, holder styr på, hvor de arbejdende markmaskiner er, og hvordan de aktuelt arbejder.

Programmet arbejder med alle mærker og modeller af markmaskiner – også ikke-John Deere - og giver fra mobilen eller hjemmekontoret et øjeblikkeligt indblik i maskinernes ydelse og indstilling. Let og sikker navigation og transport rundt til forskellige marker er også en store del af programmet.

Optimer maskinanvendelsen

En anden farmstyrings-nyhed på John Deeres stand er programmet AutoTrac Vision, som sætter både pilot og driftsleder i stand til at udnytte flere informationer til hele tiden at optimere brugen af de forskellige markmaskiner – lige fra marksprøjter til gødningssprederen.

Informationerne udveksles med GPS-signaler og kamera-optagelser af den afgrøde, der aktuelt behandles.

Læs også