Regeringen nye plan ”Vækst og udvikling i hele Danmark”  vækker jubel hos Landdistrikternes Fællesråd, som tæller 40 danske land- og yderkommuner.

-  Vi er imponerede over omfanget af regeringens vækstplan. Udover at det er en historisk stor plan som rummer en lang række gode initiativer, der uden tvivl vil komme de danske landdistrikter til gode, så er vi helt overbeviste om at den vil føre til at vi får et Danmark i bedre balance, udtaler formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Planen som blev præsenteret i Nørre Snede indeholder over 100 initiativer. De mange initiativer falder inden for fem overordnede indsatsområder. Regeringen vil blandt andet forbedre rammerne for landbrugs- og fødevareerhvervet. Den vil have bedre vilkår for produktion og investeringer, og den vil liberalisere planloven samt give bedre lokale udviklingsmuligheder.

Det er sød musik i ørene hos formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

-  Det tyder på, at regeringen har lyttet til os i Landdistrikternes Fællesråd. De nævnte fokusområder passer som fod i hose med den fempunkts-plan, vi fremlagde tilbage i september. Det er vi meget tilfredse med, og det sender et tydeligt signal om at erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen tager yderområdernes udfordringer alvorligt, siger han.