Regler skærpes ved fire vildtreservater

Nye bekendtgørelser fra Naturstyrelsen betyder blandt andet, at der en række steder bliver adgangsforbud i yngletiden, hvor fugle ruger

Naturstyrelsen har barslet med nye bekendtgørelser for vildtreservaterne Voerså-Stensnæs ved Frederikshavn samt Basnæs Nor, Holsteinborg Nor og Helleholm Vejle i Sydvestsjælland.

Bekendtgørelserne betyder blandt andet, at der bliver adgangsforbud i yngletiden til fire holme og landtanger, hvor fuglene ruger, oplyser styrelsen.

- Det kan være skæbnesvangert, hvis menneskers færdsel skræmmer fuglene væk fra deres reder. Fuglene bruger kostbar energi på at lette, og mens de er væk fra rederne, kan måger og mink plyndre æg og unger. Den risiko bliver mindre nu, hvor der bliver mere fred omkring rederne, siger forstfuldmægtig Jens Skovager Østergaard fra Naturstyrelsen på styrelsens egen hjemmeside.

Her fremgår det, at de fire reservatbekendtgørelser er de første i en række på knap 15, der følger op på anbefalingerne fra de statslige Natura 2000-planer.

Læs også