Zetor sænker brændstofforbruget

Zetor fortsætter med at løfte sig i traktorhierarkiet. Nu bygger producenten selv sine motorer med Tier 4 emissionsstandard til Forterra-modellerne.

Ved en landbrugsudstilling i tjekkiske Brno viste Zetor sin nye opdaterede version af Forterra-serien, der nu leveres med en ny Zetor-motor i miljøklasse Tier 4.

Modsat den lidt større Zetor Crystal, der nu kører med Deutz-motorer, er det Zetors egen motorfabrik, der leverer kraftværket til Forterra-serien.

Forterra-motoren er en ny Tier 4-motor, der yder op til 147 hk uden boost. Samtidigt har motoren fået et endnu bedre moment ved lave motoromdrejninger end sin forgænger, og, ifølge uafhængige tests, er dieselforbruget faldet yderligere fra et i øvrigt meget lavt niveau.

Motoren er blevet testet på Mendel universitetet i Brno og viser besparelse på helt op mod 15-20 procent under normale arbejdsforhold. Tier 4 kravene er opfyldt ved hjælp af SCR efterbehandling med AdBlue. 

Avanceret lift

Samtidig med opgraderinger omdøbes seriens modeller til Forterra CL, Forterra HSX og Forterra HD, og der er sket en række opdateringer på nogle af Forterra-modellerne.

For eksempel er der nu elektro-hydraulisk betjening af differentialespærren på HL og HSX, PowerShift-automatik på CL og et nyt instrumentpanel er taget i anvendelse i kabinen. Der er også kommet timer på vinduesviskerne, elektronisk hånd- og fodgas, glastaglem med solskærm, endnu større spejle og ekstra arbejdslygter.

Modellen Forterra HSX med Hitch-Tronic lift, som Zetor og Bosch i fællesskab havde udviklet, har hidtil været seriens mest solgte i Norden.

Styringen sørger flere gange pr. sekund for en automatisk tilpasning af forholdet mellem liftens positionskontrol og trækkraftsregulering. Det gør det for eksempel meget nemt at opretholde en jævn og ensartet pløjning – også for chauffører uden erfaring.

 Læs hele artiklen i Effektivt Landbrug Onsdag.

Læs også