NaturErhvervstyrelsen har bekendtgjort, at man genoptager omkring 1.100 tidligere afgørelser, hvor der er trukket støtte for overtrædelser af reglerne om to meter-bræmmer.

Og hos Landbrug & Fødevarer vækker den udmelding glæde.

- Det her er en stor sejr for Landbrug & Fødevarer (L&F), som vil komme omkring 1.100 landmænd til gode her og nu, lyder det fra formand for L&F Martin Merrild.

Ifølge organisationen er de involverede landmænd typisk blevet trukket tre procent i landbrugsstøtte.

Hos L&F peger man på, at man i efteråret foretog en dybdegående analyse af KO-kravene inden for miljø- og dyrevelfærd i forbindelse med en grundig undersøgelse af de overimplementeringskrav, landmændene udsættes for.

Det gjorde organisationen NaturErhvervstyrelsen opmærksom på – og påpegede i samme omgang flere andre eksempler på problematiske KO-krav, blandt andet når det handler om gyllebarrierer og gyllealarmer.

- Vi har bidt os fast og bliver ved med at bringe vores argumenter frem. Derfor venter vi også spændt på resultatet af det vækst- og nabotjek, som NaturErhvervstyrelsen forventes snart at offentliggøre, siger Martin Merrild.

Han peger på, at L&F har været med til at presse på for at få sat initiativet i gang, som skal sammenligne de danske KO-regler med dem, der gælder i andre EU-lande.