- Men sektoren står i år foran meget store udfordringer med manglende indtjening, understregede Peder Philipp ved Kvægkongressens åbning.
Mælkeproduktionen står i 2015 foran enorme udfordringer,
efter afregningsprisen er faldet drastisk, og presser derfor kvægbedrifterne
markant.
- Rigtig mange kvægbrugere vil få betydeligt underskud i
år, og vil derfor komme til at mangle likviditet, påpegede formanden for
Landbrug & Fødevarer, Kvæg, Peder Philipp, da han her til formiddag tog hul
på sin beretning ved Kvægkongres 2015 i Herning.
Inden han gik videre med de mange udfordringer, som
kvægsektoren står overfor, kunne han dog på erhvervets vegne glæde sig over, at
2014 blev det bedste kvæg-år i lang tid.
- De første, færdige regnskaber fra kvægbrug viser i
gennemsnit et overskud på 717.000 kroner i gennemsnit. Og det er jo ganske
fornuftigt, lød det fra formanden på godt jysk.
Han kunne samtidig oplyse, at året bød på en rekordstor
stigning i mælkeydelsen på 500 kg pr. ko. Desuden steg med foderudnyttelsen i
kvægstaldene med to procent, og generelt var grovfoderavlen meget stor i fjor.
Endelig var den samlede mælkepris i 2014 på 2,90 kroner
pr. kg EKM, hvilket er en øre højere i forhold til året før.
Også i kødproduktionen blev økonomien forbedret i 2014.
Bytteforholdet blev forbedret, og dertil skal lægges præmien på 473 kroner pr.
dyr.
- Vi forventer, at både bytteforhold og den
slagtekalvepræmie, som er cirka 400 kroner højere end den koblede præmie i 2014
trækker i den rigtige retning i 2015, påpegede Peder Philipp.
Kvægkongres 2015 fortsætter i dag og slutter i morgen
efter et bredspektret program og indlæg for de omkring 800 kvægfolk og
rådgivere fra hele landet.
Mere fra Kvægkongres 2015 senere i dag og i morgen.