Står det til topchef i AP Pension Søren Dal Thomsen, kan pensionsselskabet komme til at eje et trecifret antal landbrug
AP Pension ejer i dag en halv snes landbrugsejendomme, og
pensionsselskabet har brugt halvdelen af de 600 millioner kroner, man i første
omgang havde afsat til investering i landbruget. Det skriver
Børsen.
Men topchef i AP Pension Søren Dal Thomsen er overbevist
om, at man er klar til at investere i flere landbrug – også når den første pose
penge er investeret.
- Det er min klare forventning, at der kommer flere til –
og at vi kan komme til at eje et antal som for eksempel 100 landbrug, er ikke
noget, der skræmmer, siger Søren Dal Thomsen til Børsen.
Over for avisen understreger han dog, at beslutningen er
op til bestyrelsen.
De 600 millioner kroner har AP Pension sat i fonden Dansk
Farmland, der opkøber jord og bygninger, som herefter lejes ud til en landmand,
der skal stå for driften.