På Samsø arbejder man i disse dage med at stifte en ny fond.

Jordbrugsfonden SamsØkologisk har til formål at opkøbe økologisk jord og gårde – og derefter forpagte dem ud til unge landmænd. Målet er at lette generationsskiftet og øge det økologiske landbrugsareal, oplyser Foreningen Økologisk Samsø.

- Der er behov for et alternativ til selvejet inden for landbruget, da det i dag er meget svært at etablere sig som ny, selvstændig landmand på grund af store kapitalkrav, siger fondens formand, Bent Degn, i en pressemeddelelse.

I fonden forventer man at kunne tiltrække kapital fra privatpersoner og erhvervsliv med tilknytning til Samsø samt fra private og offentlige fonde, pensionsselskaber og lignende:

- Nogle mennesker sidder måske med et økonomisk overskud, som de kunne tænke sig at gøre noget godt med. Jordbrugsfonden SamsØkologisk tilbyder en mulighed for at placere sine penge i vores alle sammens fremtid – nemlig jorden – og være med til at sikre rent drikkevand, natur og en ansvarsfuld og bæredygtig dyrkning af vores fødevarer, lyder det fra Bent Degn.

Fonden arbejder kun på Samsø, men er tænkt som et pilotprojekt, der kan kopieres andre steder i landet.