Irske Phil Hogan, som sandsynligvis bliver EU’s nye
landbrugskommissær, blev torsdag formiddag grillet af Europa-Parlamentet forud
for sin godkendelse.
Og hos Landbrug & Fødevarer hæfter direktør Flemming
Nør-Pedersen sig først og fremmest ved en række positive budskaber:
- Fra dansk side bakker vi op om de udtalelser, vi hørte
fra Phil Hogan om, at europæisk landbrugs konkurrenceevne skal styrkes. Og vi
er enige med kommissæren i, at der skal sættes kræfter ind på at åbne nye
markeder for europæiske fødevarer uden for EU. Det er især vigtigt i en tid,
hvor Rusland har lukket for import af en række fødevarer fra Europa, siger
Flemming Nør-Pedersen i en pressemeddelelse.
Flere spørgsmål undervejs i høringen handlede om EU’s
landbrugsreform, der træder i kraft fra næste år.
- Også på det punkt lød der lovende svar fra Phil Hogan.
Han vil fokusere på at implementere reformen på en så enkel og ubureaukratisk
måde som muligt. Det er ikke nogen let opgave, så kommissæren fortjener ros for
at ville tage fat på det stykke arbejde, siger Flemming Nør-Pedersen.
Phil Hogan sagde til de fremmødte europaparlamentarikere,
at landbruget i EU har strategisk betydning.
- Det er en vigtig pointe for os. Når landbruget har
strategisk betydning betyder det, at fødevareproduktion er et område, der er
særlig vigtigt og som skal prioriteres. Det er et godt udgangspunkt for en
fælles europæisk landbrugspolitik i årene, der kommer, siger Flemming
Nør-Pedersen.