Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) er ved at lægge sidste hånd på ”Naturplan Danmark”, men forinden opfordrer hun nu alle til at skabe mere opmærksomhed om den danske natur.

Ministeren vil således have borgerne til at vise deres yndlingssted i naturen frem på de sociale medier.

- Inden længe lancerer jeg Naturplan Danmark - en strategi for at få mere og bedre natur med større biologisk mangfoldighed. Men bagved ligger jo også et stort ønske om at give danskerne flere oplevelser i vores fælles natur. Jeg håber, at vi med dette initiativ kan inspirere mange til at søge ud i naturen. For nu kan man søge ud for at udforske andre menneskers yndlingssteder, siger Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.

Miljøministeriet oplyser, at man deler sit yndlingssted i naturen via de sociale medier. Man tager et billede og giver en kort beskrivelse af, hvorfor det er noget særligt. Det oploades på enten Facebook eller Instagram med hashtag #voresnatur.

Til november kårer Kirsten Brosbøl det bedste billede. Præmien er en guidet tur i Bison-skoven på Bornholm – eller en guidet tur med naturvejleder i ens lokalområde.