Økologiske æbleavlere får nu en økonomisk kompensation fra Landbrug & Fødevarer som del af en handlingsplan. Det sker efter, at der sidste år blev fundet rester af sprøjtemidlet prosulfocarb på økologiske æbler. Landbrug & Fødevarer har kendskab til to tilfælde, hvor producenterne efterfølgende måtte sælges æblerne som ikke-økologiske. Det oplyser Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.


- Det er selvfølgelig meget uheldigt, at økologiske æbleavlere skal miste omsætning, fordi naboer eller andre landmænd længere væk har sprøjtet deres egne afgrøder efter gældende regler. Derfor er vi økologer og de konventionelle landmænd i Landbrug & Fødevarer enige om, at æbleavlerne skal kompenseres i den her sag, den såkaldte Boxer-sag, siger Uffe Bie, der er formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.

Landbrug & Fødevarer har etableret en midlertidig kompensationsordning på 220.000 kr., som skal dække de omkostninger, der er en direkte følge af fundet af plantebeskyttelsesmidlet på de økologiske æbler.