L&F: Kvægpakke kan skabe vækst
Formand for Landbrug & Fødevarer, Kvæg Peder Philipp glæder sig især over 180 millioner kroner årligt til de såkaldte koblede præmier
- Samlet set er det en god pakke. Det resultatet, vi har forhandlet os frem til med Fødevareministeriet, baner på mange områder vejen for, at de danske kvægproducenter kan udnytte de vækstmuligheder, der opstår, når mælkekvoterne forsvinder i 2015 – og samtidig sikrer den bedre økonomi i slagtekalveproduktionen. Vi er derfor godt tilfredse med resultatet, siger formand for L&F, Kvæg, Peder Philipp i en pressemeddelelse.
Han glæder sig især over at der i pakken afsættes 180 millioner kroner årligt til at fortsætte de såkaldte koblede præmier, der støtter oksekødsproduktionen i Danmark.
Hos L&F peger man på, at lang usikkerhed om de koblede præmier har medført, at flere unge landmænd har tøvet med at gå ind i kalveproduktion. Til gengæld har kvægsektoren sagt ja til en brancheaftale, der skal fremme opdræt af flere kalve i Danmark, og dermed reducere antallet af danske spædkalve der bliver eksporteret.
- Det giver arbejdsro hos den enkelte slagtekalveproducent, at ministeriet nu har sagt ja til koblede præmier frem til 2020, mens nye producenter får mulighed for at vurdere om der er økonomi i at starte en produktion op. Støtten øges til oksekødsproduktionen i mange EU-lande, og derfor har det været at danske kalveproducenter har samme vilkår, hvis vi skal opdrætte flere kalve i Danmark frem for at eksportere dem, siger Peder Philipp.
Plads til forbedringer
Han så imidlertid gerne at det var lykkedes at få udskudt en række omkostningstunge krav til indretning af staldene hos mælkeproducenterne, der skal træde i kraft 1. juli:
- Mange kvægbrug savner fortsat økonomisk råderum, og den finansiering, der kan tilvejebringes inden for erhvervet, bør lige nu gå til at nedbringe gæld og til investeringer i øget produktion, så der kan skabes vækst og arbejdspladser.