Oprydningen er fortsat ikke slut i Naturstyrelsen

Rigsrevisionen vil formentlig også komme med kritik af Naturstyrelsens regnskab for 2013, forklarer miljøminister Kirsten Brosbøl.

I november sidste år modtog Naturstyrelsen den hårdest mulige kritik fra Rigsrevisionen i forbindelse af dennes gennemgang af årsregnskabet i Styrelsen for 2012. Regnskabsrodet kostede den daværende direktør i Naturstyrelsen jobbet.

Ifølge miljøminister Kirsten Brosbøl (S), der ligesom sin forgænger på posten Ida Auken, ind til videre har været meget tavs i forbindelse med sagen, er det dog vigtigt at understrege, at der har været tale om rene regnskabstekniske fejl.

- Der er ikke tale om, at der er folk, som bevidst har sat penge ind på falske konti til egen vindings skyld eller for at kunne bruge midlerne på alt mulig andet, lød det fra Kirsten Brosbøl, da hun torsdag var i åbent samråd om sagen i Folketinget.

Hun forklarede dog, at oprydningsarbejdet i Naturstyrelsen endnu ikke er helt slut. Når rigsrevisionen gennemgår det regnskab for 2013, som netop er blevet indleveret, så vil de også finde punkter i regnskabet, som de vil kritisere.

- Vi er godt på vej med at have styr på Naturstyrelsens regnskab og den regnskabsmæssige forvaltning. Men det er en kompleks opgave, der tager tid. Med så gennemgribende en oprydning og ændring i regnskabsforvaltningen er det ikke realistisk at tro, at man på en gang kan gå fra et væsentligt forbehold i regnskabet til en fejlfri regnskabsaflæggelse. Der er blandt andet et udenstående med afregningen af moms og energiafgifter.

- Derfor må man desværre nok også få 2013-regnskabet forvente, at Rigsrevisionen vil finde forhold, der endnu ikke er helt tilfredsstillende, sagde Kirsten Brosbøl.

Læs også