Dansk mejeri skal omlægges til mozzarella-mejeri

Vækstmuligheder i eksempelvis Kina og Rusland betyder, at Arla investerer omkring 80 millioner kroner i ombygning af mejeri

Kineserne har fået smag for pizza, og det er en af årsagerne til, at Arla nu investerer cirka 80 millioner kroner i en ombygning af Branderup Mejeri.

Fremover skal det sønderjyske mejeri nemlig ikke længere producere gul ost, men derimod mozzarellaost. Samtidig udvides kapaciteten fra 18.000 tons til 25.000 tons om året. Det oplyser Arla, som forventer gode vækstmuligheder for mozzarella på flere markeder – især i Kina, Mellemøsten og Rusland.

-  Efterspørgslen efter mozzarellaost er stigende. Og vi forventer os især meget af det kinesiske marked, hvor fast food-industrien i disse år vokser hurtigt. De kinesiske forbrugere efterspørger for eksempel mozzarellaost til pizzaer, og vi ser muligheder både i at levere til fødevareindustrien og detailhandlen, siger koncerndirektør i Arla Jais Valeur i en pressemeddelelse.

Branderup Mejeris nuværende produktion af hård gul ost flyttes ifølge Arla til andre mejerier. En del af produktion vil blive flyttet til andre Arla-mejerier som det danske Taulov Mejeri, mens en anden del allerede er ved at blive flyttet til Arlas mejeri i Sonthofen i Sydtyskland.

Ombygningen af Branderup Mejeri kommer til at foregå i vinterhalvåret 2014/2015.

Læs også