Godt resultat i fusionsår

Rådgivningsvirksomheden LMO havde sidste år et overskud på 2,8 millioner kroner.

LMO, der har 375 medarbejdere i rådgivningshuse i Søften, Horsens, Viborg, Silkeborg, Aars og på Samsø præsenterede i går bestyrelsen for et årsregnskab med et overskud på 2,8 millioner kroner, på baggrund af en omsætning på 250 millioner kroner.

Et regnskabsresultat, som er kommet i hus trods ekstra udfordringer i et fusionsår, blev det påpeget ved offentliggørelsen.

- Det er et utroligt flot resultat, som jeg er meget stolt over. I forbindelse med fusionen i maj vedtog bestyrelsen et budget, hvor overskuddet blev sat til en halv million, så det er naturligvis meget tilfredsstillende, at vi kan fremvise et endnu bedre resultat end ventet, siger administrerende direktør Jan Winther.

Resultatet skyldes i høj grad en stor opbakning blandt kunderne til fusionen mellem to velfungerende virksomheder i 2013 samt en effektiv drift, mener direktøren.

 

Bestyrelsen udtrykker ros

Bestyrelsesformand Steen Vindum og resten af bestyrelsen udtrykker stor ros til LMO for at have opnået et resultat, der er bedre end det budgetterede.

- Bestyrelsen er meget tilfreds med at konstatere det flotte resultat, og det understreger på fornem vis, at fusionen er lykkedes. Jeg er utrolig glad for at kunne aflevere en virksomhed i rigtig fin form til min efterfølger, siger Steen Vindum, som har valgt ikke at genopstille til posten som bestyrelsesformand for LMO, efter han i november blev valgt som borgmester i Silkeborg.

Det bliver afgjort ved et valgforum den 10. april, hvem der bliver ny bestyrelsesformand for LMO.

 

 

Læs også