- Det må være vores ret som arbejdsgivere at ansætte de bedst egnede til jobbene, sagde Søren Olesen ved årsmødet i Nyborg i dag.
Hvis den danske gartneribranche bliver hindret adgang til
udenlandsk arbejdskraft, vil produktionen simpelthen lukke. Og det vil betyde
en øget import af frisk frugt og grønt.
Det understregede frugtavler Søren Olesen i sin formandsberetning
på Brancheforeningen for Frugt og Grønts årsmøde i dag i Nyborg, hvor han
kraftigt opfordrede både politikere og fagbevægelse til at erkende, at mange
jobs i sæsonen ikke er attraktive for danskere.
- Det er mere væsentligt at se på vigtigheden i at bevare
den danske frugt- og grøntproduktion og værdien i de arbejdspladser, der derved
skabes og bevares i tilknyttede brancher, pointerede Søren Olesen.
Et politisk dilemma
- Mange journalister stiller mig ofte spørgsmålet, hvor
mange danske jordbærplukkere, frugt- og grøntbranchen har ansat. Men desværre
er det ikke alle, der forstår, hvorfor branchen i så stor stil anvender
udenlandsk arbejdskraft. Samtidig er det et politisk dilemma, da man har svært
ved at acceptere, at visse jobs ikke er attraktive for danskere, fortsatte
formanden for Brancheforeningen for Frugt og Grønt og føjede til, at det er et
hårdt arbejde at plukke jordbær, og at det ikke mindst kræver god fysik og
gå-på-mod til at trodse regn, blæst og morgenkulde.
- Mange udenlandske arbejdstagere kommer år efter år
tilbage, og hvor en sommerperiode med arbejde i Danmark ofte er hele familiens
økonomiske eksistensgrundlag for resten af året. I mine øjne er det en rigtig
god måde at hjælpe vores EU-kollegaer, da hverdagen for mange er totalt håbløs
i deres hjemlande, sagde Søren Olesen og oplyste, at frugt- og grøntbranchen
modtager rigtig mange uopfordrede ansøgninger fra interesserede EU-borgere.
- Og det må nu engang være vores ret som arbejdsgivere at
ansætte de bedst egnede til jobbene og uden at skele til nationalitet eller
dansk præference, hvilket nok ofte vil betyde, at en dansk arbejdsløs næppe vil
komme i betragtning.