Virksomheden Leasing Fyn opnåede i 2013 et overskud før skat på 34,8 millioner kroner
Et meget tilfredsstillende resultat.
Sådan betegner ledelsen hos Leasing Fyn virksomhedens
resultat for 2013. Virksomheden kom nemlig ud af 2013 med et overskud før skat
på 34,8 millioner kroner, hvilket i forhold til året før var en fremgang på 9,5
millioner kroner. Det oplyser Leasing Fyn.
- Årets regnskabsresultat vidner om, at Leasing Fyn for
alvor har lagt krisen bag sig. Der er godt gang i forretningen, og vi ser lyst
på fremtiden, siger direktør Kurt Madsen i en pressemeddelelse.
Heri fremgår det, at Leasing Fyn drives i fire selskaber,
som er henholdsvis Leasing Fyn Bank A/S, Leasing Fyn Faaborg A/S, Leasing Fyn
Middelfart A/S og Leasing Fyn Svendborg A/S.
- De ultimative ejere er Sparekassen Faaborg A/S,
Middelfart Sparekasse og Fynske Bank A/S, som ejer virksomheden ligeligt, lyder
det fra Leasing Fyn.
Leasing Fyn beskæftiger sig primært med finansiel leasing
af anlægsaktiver til erhvervsmæssigt brug med særlig fokus på
landbrugsmaskiner, transportmateriel, entreprenørmaskiner, industriudstyr og
it-udstyr.