Grønt lys til biogas-støtte

Europa-Kommissionen har accepteret Danmarks fortolkning af mulighederne for at kombinere driftsstøtte og investeringsstøtte

Biogasanlæg vil kunne få energiaftalens forhøjede støttesatser, selv om de har fået investeringsstøtte fra Fødevareministeriets Landdistriktsprogram eller fra andre statslige støtteordninger.

Sådan lyder det fra Energistyrelsen, efter at Europa-Kommissionen sagt god for Danmarks fortolkning af mulighederne for at kombinere driftsstøtte og investeringsstøtte til biogas.

Energistyrelsen oplyser, at de nye støttesatser til biogas til elproduktion og opgradering blev statsstøttegodkendt af Kommissionen i november 2013.

Godkendelsen var betinget af, at støttemodtagerne ikke samtidig modtog investeringsstøtte til de samme udgifter. Denne betingelse er fortsat gældende, men Kommissionen har nu accepteret Danmarks fortolkning af, hvornår der er tale om ”de samme udgifter”.

Konklusionen er, at driftstilskud til elproduktion og opgradering af biogas kan forenes med anlægstilskud til biogasproduktionsanlægget.

- Det glæder mig, at der nu er klarhed omkring energiaftalens forhøjede støtte til el og opgradering. En lang række eksisterende og planlagte biogasanlæg kan nu komme ud af ventepositionen og blive klar til at tage investeringsbeslutninger.  Det har vi arbejdet hårdt for, så vi er i sagens natur tilfredse med resultatet, siger klima-, energi og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen i en pressemeddelelse.

Ifølge Energistyrelsen består støtten til elproduktion i 2014 af en fast afregningspris på 80,3 øre pr. kWh samt to pristillæg. I alt opnås en pris på 106,1 øre pr. kWh. Støtten til opgraderet biogas til naturgasnettet og renset biogas til bygasnet er 105,8 kr. pr. GJ målt i nedre brændværdi.  

Læs også