Større tab i skoven end ved oktoberstormen

De skove, der hører under Miljøministeriet, har lidt stor skade under sidste uges storm. Det oplyser ministeriet

Det samlede omfang af væltede træer i Miljøministeriets skove efter torsdagens storm ventes at blive på mindst 290.000 kubikmeter. Det oplyser Miljøministeriet.

Bodil har dermed gjort mere skade, end stormen i oktober, hvor der faldt 125.000 kubikmeter.

- Det er et stort tab, når store, gamle træer vælter, og det kommer til at tage meget lang tid at rydde op. Økonomisk er det også en bet. Naturstyrelsens foreløbige vurdering er, at skovbrugserhvervet har lidt tab for omkring 100 millioner kroner ved de to storme, vi har haft med få ugers mellemrum, siger miljøminister Ida Auken (SF) i en pressemeddelelse.

Ifølge Miljøministeriet er Vestjylland og Midtjylland hårdest ramt, og det er både løvtræer og nåletræer, der ikke kunne stå imod stormen Bodil.

Det har endnu ikke været muligt for skovarbejderne at opgøre det totale tab, da mange veje og stier stadig er ufremkommelige. Vendsyssel og Bornholm er sluppet nådigst, og Miljøministeriets foreløbige prognose for landets skovdistrikter ser ud som følger:

Nordsjælland: Cirka 15.000 kubikmeter
Blåvandshuk: Cirka 15.000 kubikmeter
Trekantsområdet: Cirka 6000 kubikmeter
Hovedstaden: Cirka 5000 kubikmeter
Vendsyssel: Cirka 1000 kubikmeter
Bornholm: Cirka 2.000 kubikmeter.
Vestsjælland: Cirka 3.000 kubikmeter
Kronjylland: Cirka 9.400 kubikmeter
Søhøjlandet: 5.000-10.000 kubikmeter

Læs også