Målet er at blive verdens største malkebesætning
Endnu er her kun 35.000 højtydende holsteinkøer på en ny farm i det centrale Vietnam. Men om fire år skal år skal der være 130.000 køer
- Vores eksperter fra Israel, New Zealand og USA er med i den daglige produktion og konstant til rådighed for vores vietnamesiske ansatte, fortæller Gill Inbar, som er driftsleder på den store, nybyggede TH Milk Farm.
- For mig er årsagen til vores succes med at opbygge denne produktion på bare tre år konstant træning af vores medarbejdere. Der er ingen ende på læringsprocessen for os – den foregår hver dag.
Det daglige, internationale team af eksperter på kæmpefarmen suppleres af den bedste teknologi og software håndplukket verden rundt.
- Det vigtigste for mig er, at folk er veltrænede og ved, hvad de gør og hvordan. Vi har en træningsplan for de næste tre år, og vi ved nøjagtigt, hvor vi er nu, og hvor vi vil være om tre år, understreger Gill Inbar.
Kæmpefarm midt i junglen
Man skal først flyve en god times tid sydpå fra Hanoi og derefter køre i fire timer ad snoede veje. Her står vandbøfler jævnligt og tygger drøv midt på vejen, inden der lidt fremmeartet i det tropiske landskab dukker et næsten militært organiseret kæmpestort staldanlæg op.
- Vi har her godt 35.000 holsteinkøer i staldene, fortæller Gill Inbar. Dyrene er et samarbejde med New Zealand, som løbende leverer dyr og genetik.
Der er tre ens gårdanlæg bestående af næsten uendeligt lange, vidt åbne og høje stalde og hvert gårdanlæg har en central malkestald med plads til 2 x 60 køer ad gangen. Foreløbig er der 20 store stalde og alt er bygget i 2010.
- Alt på gården styres af den nyeste it-teknologi, som leveres af det israelske AfiFarm. Køerne har transponder om højre forben og de moniteres konstant af en central computer.
9.000 kg pr. årsko
Et fjerde, mindre gårdanlæg er karantænestald, hvor nye dyr modtages fra New Zealand og håndteres i 45 dage, inden de kan frigives.
- Ydelsesmæssigt ligger vi i gennemsnit omkring de 9.000 kg pr. årsko, fortæller Gill Inbar videre.
- Det er helt afgørende, at vi ligger i det bedste niveau internationalt, og i de kommende år skal vi op over 10.000 kg pr. årsko.
Der er ingen at sammenligne sig med i Vietnam, da niveauet er milevidt fra andre af landets kvægfarme, som alle er langt mindre i størrelse. De fleste vietnamesiske landbrug har to til tre køer, som også bruges trækdyr og vognkørsel.
Eget mejeri
- For os er kvaliteten af mælken imidlertid lige så vigtig som mængden, understreger Gill Inbar. Som noget nyt i Vietnam producerer vi udelukkende frisk mælk direkte til forbrugeren. Hidtil har alle brugt mælkepulver eller UHT-mælk.
Derfor er der opført et mejeri tæt på farmen, som – også – med nyeste internationale teknologi, behandler og pakker al mælk fra farmen.
- Mejeriet er stort og forberedt til vores fremtidsplaner, der siger 130.000 køer indenfor de kommende fire år. Vi vil op og være én af de største mælkefarme i verden, smiler Gill Inbar.
Opkøber jord omkring farmen
Der dyrkes foreløbig godt 2.000 hektar jord, som er samlet tæt på gårdanlægget.
- Vi har indkøbt 150 John Deere-traktorer af lidt forskellig størrelse, som står i gårdens maskinområde, oplyser Gill Inbar videre. Det er klart vores plan at dyrke mere grovfoder selv.
- I år har vi produceret og silo-lagt godt 100.000 tons ensilage og hø, men næste år skal vi over 150.000 tons.
Grovfoderet er tropiske afgrøder som sorghum, majs og Mombasa-græs. Resten af foderet indkøbes oversøisk.
Farmen har egen fodermølle og fremstiller så meget som muligt selv.
Kun lidt dansk samarbejde
Gill Inbar skal tænke sig lidt om, da Effektivt Landbrug spørger ham, om der samarbejdes med mejeribranchen i Danmark.
- Jo, vi er sammen med en dansk virksomhed ved at etablere et meget avanceret VetLab, som løbende skal moniterer køernes sundhed og mælkens kvalitet, siger han. Det forventer vi os en hel del af.
- Vi overvejer også at købe fodermølle-teknik i Danmark.
Selskabets vicepræsident har dog lige været med den vietnamesiske premierminister på statsbesøg i Danmark, og han blev efter eget udsagn inspireret til mere samarbejde.
Ejes af en kvinde
Det enorme barmarks-projekt er finansieret af et vietnamesisk pengeinstitut og den egentlige ejer er en erhvervskvinde ved navn Thai Huong. Hun er en central person i udviklingen af det nye, markedsorienterede Vietnam og mødes jævnligt med landets præsident og udenlandske statsrepræsentanter.
Fru Huong inviterede Effektivt Landbrug til samtale på hendes kontor i Hanoi.
- Vietnam er inde i en dramatisk udvikling i disse år, siger hun. For få år siden importerede vi en stor del af vores mælk som mælkepulver fra blandt andet Israel. Men efterspørgslen på mælk er på det seneste steget utrolig meget.
- Jeg har derfor bygget TH Milk Farm for at give vietnameserne frisk mælk, og det går forrygende. Så vi har store planer i de kommende år. I 2015 skal vi runde 80.000 køer og i 2017 skal der står 130.000 malkekøer i udbyggede staldanlæg på farmen.
Der findes ikke noget tilsvarende gårdanlæg af den størrelse bygget på én gang i Vietnam eller i nabolandene og fru Huong ser muligheder i at kopiere farmen i andre sydøstasiatiske lande.
- Mejeriet skal også udbygges fra kun frisk mælk og yoghurt til også at lave ost, is og andre mejeriprodukter. Vi sælger vores produkter til 10 procent højere pris end andre, og markedet syntes lige nu umætteligt, slutter fru Huong.
Besøget i Vietnam er sponsoreret af Danida.