Mælkeproducenterne Rene og Dorthe Høst, Hjørring, har
modtaget et legat på 5.000 kroner fra Gerda og Carl Søholm-fonden. Parret var
indstillet til legatet af Avlsforeningen Vendsyssel Holstein.
Rene og Dorthe Høst driver gården Skrævadgaard, som de
købte i fri handel i 2005. Besætningen bestod dengang af 200 søer og 75
DH-årskøer.
Søerne er nu sat ud, og der er lavet kviestald i den gamle
sostald. Der er løbende lavet udvidelser i de eksisterende bygninger.
Besætningen består i dag af 150 DH-årskøer. Den tilhørende
kvote er på 1.610.000 kilo mælk, og ydelsen er på 12.000 kilo energikorrigeret
mælk.
Der malkes tre gange, og køerne fodres i tre hold med hver
sin blanding.
Det er traditionel fodring med græs og majs suppleret med
roepiller, sojaskrå samt A-blanding baseret på rapskager og rug.
Rene og Dorthe Høst driver et maskinfællesskab med to
andre landmænd i nærheden, og laver dermed alt markarbejdet selv.
Jordtilliggendet til Skrævadgaard er på 70 hektar ejet og 30 hektar lejet jord
Der er 2,5 mand ansat.
Inden for avlsarbejdet er Rene Høst begyndt at lave
genomisk test af de bedste kvier, og der bruges kønssorteret sæd på de bedste
dyr for derved at skabe større avlsfremgang.