Blandt de største læssernyheder på JCB-standen i hal 9 er en seks tons 560-80 Agri-model på 145 hk
Britiske JCB har offentliggjort en række nye
teleskoplæssere på Agritechnica. Alle med tydelig appel til danske
mælkeproducenter og maskinstationer.
Blandt de nye teleskoplæssere er JCB 525-60 Agri med en maksimal
læssekapacitet på 2,5 tons og en læssehøjde på maksimalt 6 meter. 525-60'eren
erstatter 524-50 og 527-55 modellerne.
Maskinen har et lavt tyngdepunkt og måler blot 1,95 meter
i kabinehøjden, mens bredden er 1,8 meter hvilket giver mulighed for, at den
kraftige maskine kan køre selv i smalle gange og forcere smalle portåbninger.
Læsseren har en firecylindret 2,5-liters JCB Kohler Tier
4-motor på 74 hk, hvilket er nok til at give den en maksimal transporthastighed
på 30 km/t.
Over otte meter i højden
Også den nye 560-80 Agri-model er blevet offentliggjort. Maskinen
løfter seks tons og har en maksimal løftehøjde på 8,1 meter.
560-80-modellen har 145 hk, som leveres af JCB Ecomax T4
dieselmotor. Den har som standard en 5 kubikmeter skovl.
Endelig er man også klar med model 516-40 Agri, der er en
videreudvikling af 515-40 Agri. Også her leverer Kohler dieselkræfterne til den
2,2 liters maskine, der yder 51 hk. Læsseren løfter 1,6 tons, og den maksimale løftehøjde
er fire meter. Maskinen er 1,56 meter bred og 1,8 meter høj og trækker
permanent på alle fire hjul. Den har desuden firehjulsstyring og en venderadius
på blot 2,8 meter.
Endelig kommer man også med en opdateret version af sin
527-58 Agri -model, der nu har fået JCB's Ecomax T4- motor på 109 hk. Flere
andre modeller kommer ligeledes i opdaterede versioner.