BioCover laver en række ændringer og forbedringer på SyreN system 2013, der lanceres på Agritechnica
Systemet er meget rentabelt. Ved udbringning på 2.000
hektar, kan investeringen tjene sig hjem på én sæson.
Sådan lyder vurderingen fra Morten Toft, BioCover A/S, om
SyreN-udstyret.
- Vi kan undgå de negative miljøeffekter af gyllen på en
gevinstgivende måde, understreger han og henviser til årets landsforsøg i
hvede, hvor de foreløbige resultater viser merudbytter fra 0,5 til 2,4 hkg. pr
hektar.
Effekten af gylleforsuring hos praktikere ligger ifølge
Morten Toft fra tre til seks hkg.
Et ton i merudbytte
I denne uge præsenterede BioCover en række ændringer og
forbedringer på SyreN system 2013, der lanceres på Agritechnica, hvor den
udstilles på standene hos DLG og Kotte.
P.t. kører der 86 anlæg i Danmark, og Morten Toft
erkender, at de danske regler har været gunstige for SyreN systemet.
- Vi har fået lov til at slangeudlægge forsuret gylle på
sort jord lige før såning. Det er perfekt til raps. I modsætning til at nedfælde
gyllen før såning er der ingen risiko for udvaskning.
- Forsøg i raps viser igen i 2013 op til et ton i
merudbytte ved forsuring med seks liter syre, siger han.
Store forventninger
Firmaet har store forventninger til det udenlandske marked.
Mange vil gerne undgå nedfældning, undgå en ekstra opration og udnytte
kvælstoffet bedre, men der er ikke meget salg, før reglerne skubber i samme retning.
Og i Holland er der tværtimod et specifikt krav om
nedfældning.
- Når vi har løst problemerne i Danmark, tager vi fat på
de andre lande, siger BioCover-direktøren.
Leverer ekstra N
Når alt kvælstof laves om til ammonium, er det til
rådighed i hele vækstsæsonen, og det erstatter ifølge Morten Toft to gange
gylle i majs. Det er ikke nødvendigt at køre gylle ud i knæhøj majs.
Han mener, at SyreN kan skaffe meget af det kvælstof, der mangler
i afgrøderne.
- SyreN leverer ekstra kvælstof i forhold til kvoten.
- Når vi går over i SyreN+, laver vi al kvælstof til
ammonium-kvælstof og binder det med en Kvælstofhæmmer, så det er mere stabilt i
jorden og tilgængelig for planterne helt hen til august, lyder det.
25 kg N mere
- Jeg forventer 25 kg kvælstof mere pr. hektar, hvis man
bruger både SyreN, SyreN+ og nitrifikationshæmmere, og så nærmer vi os det
optimale gødningsniveau, pointerer han.
- Og det sker udelukkende ved at udnytte noget kvælstof,
der lige nu forsvinder for os. Det, der nu smutter væk, beholder vi, tilføjer
han.
Forudsætningen er en reduktion i ammoniakemission fra 5 til
50 kg kvælstof pr. hektar. Samtidig er der mulighed for at udbringe gylle uden
hensyntagen til vejrforholds indflydelse på emissionen.
Nyt værktøj
SyreN Estimater er et nyt værktøj, der kan vise, hvad
kunden kan tjene på at bruge systemet.
Programmet ligger frit tilgængeligt på hjemmesiden – biocover.dk.
Brugeren kan selv vælge værdier og parametre og taste bedriftsspecifikke data
og priser ind i programmet.
SyreN estimater gør det muligt at sammenligne forskellige
systemer under samme forudsætninger, ligesom det kan anvendes ved aftaler med
maskinstationen.
En række forbedringer
Listen over ændringer og opdateringer af SyreN systemet
omfatter blandt andet ny placering af teknikskab og sikkerhedsudstyr. Det er nu
bedre beskyttet mod mudder fra hjulene.
Ny standard er også LED arbejdslys med to brede lys og to
lange lys, og der er tre kameraer. Endelig er der nu en palletank indføringsindikator,
som viser, hvornår den er helt på plads.
Til udskrivning af dokumentationsrapport og kortvisning er
der internetbaseret software – Isobus.
Hal 15, stand A11