L&F: Firmaer har svært ved at finde dansk arbejdskraft

En rundspørge blandt fødevarevirksomheder viser, at tredjedel har problemer med at finde kvalificeret dansk arbejdskraft

Den danske fødevaresektor har potentiale til meget mere. Sektoren kan løfte eksporten med 80 procent og skabe 16.000 nye arbejdspladser. Det konstaterer Landbrug & Fødevarer (L&F) på baggrund af en rapport, som organisationen præsenterede tidligere på måneden.  

Og nu viser en ny rundspørge blandt knap 90 virksomheder i L&F, at 35 procent af de adspurgte har oplevet problemer med at finde kvalificeret, dansk arbejdskraft.

- Og knap halvdelen af de medvirkende har derfor en eller flere gange været tvunget til at hyre udlændinge, lyder det fra L&F.

I organisationen vurderer man, at fødevaresektoren først for alvor kan levere et jobløft, når regeringen ændrer på noget af den lovgivning og nogle af de rammer, som erhvervet producerer under i dag:

- Hvis vi skal skabe vækst, så kræver det et større råvaregrundlag, så vores virksomheder har noget at forarbejde. Men også at rammevilkårene tjekkes og tilpasses i forhold til vores konkurrenter og nabolande, siger administrerende direktør i L&F Søren Gade i en pressemeddelelse.

- Vi kan helt oplagt levere flere produktionsarbejdspladser – og mange af dem vil være ude i de ydre områder af Danmark, hvor vi ved, at arbejdspladserne ikke hænger på træerne. Men det kræver uddannet arbejdskraft og rammevilkår, som er så attraktive, at vores store virksomheder lægger deres investeringer i Danmark og ikke i udlandet, tilføjer han.

Læs også