Naturgas Fyn har gjort regnskabet for første halvår af 2013 op.

Og koncernen kan notere sig et positivt resultat på 21 millioner kroner efter skat.

- Resultatet skal ses i lyset af den fortsatte reduktion af distributionstariffen – cirka 25 procent over to år – markant øget konkurrence på markedet for salg af naturgas samt fortsatte investeringer i udvikling og produktion af grønne gasser til naturgasnettet og i markedet for gas til transport, lyder det fra Naturgas Fyn.

Naturgas Fyn oplyser, at nettoomsætningen for årets første seks måneder blev 990 millioner kroner mod 832 millioner kroner i samme periode sidste år.

- Fremgangen i omsætningen, som delvist kan tilskrives den lange og kolde vinter, er opnået til trods for prisnedsættelser og den øgede konkurrence på markedet, konstaterer koncernen.

Bestyrelsesformand i Naturgas Fyn Anker Boye ser på resultatet med tilfredshed:

- Jeg finder resultatet for første halvår af 2013 tilfredsstillende. Det er glædeligt, at koncernen fortsat lever op til de økonomiske forventninger på trods af de markedsmæssige udfordringer, siger han i en pressemeddelelse.

Heri peger administrerende direktør Bjarke Pålsson på, at resultatet for første halvår 2013 styrker grundlaget for den fortsatte udvikling af koncernens kerneforretning samt udviklingen af koncernens nye profil:

- Resultaterne for 2013 og 2014 vil naturligt være påvirket af opbygningsprocessen i forbindelse med koncernens grønne fremtid – herunder væsentlige investeringer i bionaturgasproduktion samt markant lavere indtjening på gasmarkedet, som i disse år er under et historisk pres.