Ikke mindre end 11 nyheder var nomineret til »Guldprisen« i forbindelse med kåringen af Landsskuets Nyhedspris. Ved åbningsfrokosten blev spændingen udløst – førstepladsen gik til den store 12-rækkede rækkerenser fra Thyregod A/S, der trods dens størrelse kan tilpasses flere forskellige såmaskinestørrelse.

- Det vil sige, at vi kan levere den til såvel fire- eller seksrækkede såsystemer, hvor de så henholdsvis tre eller to sektioner arbejder uafhængigt af hinanden, forklarer salgschef Peter Lyngs og understreger, at den store radrenser også har kilestyring, således de enkelte sektioner arbejder separat ved kiler i marken.

Maskinen, som første gang blev vist ved Agromek-udstillingen i Herning i efteråret, kan opbygges til at arbejde i såvel kartofler, korn, majs og roer – og med rækkeafstand ned til 25 cm i korn, og sågår helt ned til 13 cm mellem rækkerne.

Andenpladsen ved Landsskuets Nyhedspris gik til JB Maskiner fra Møldrup for en roeknuser, som kan håndtere roerne lige fra stakken.

Bronzeprisen blev tildelt Hammerum Servicecenter for en nyudviklet velfærdshytte til udendørs svineproduktion.

Læs mere om Thyregod TVR radrenseren her!