Alene i december havner der julemad for 1,53 mia. kroner i de danske skraldespande, dog mener eksperterne, at madspildet er faldende. Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad lancerer en række nye råd og tips til at undgå madspild i Julen.

 933 kroner - Så meget smider danske husholdninger ud i december ifølge beregninger fra Landbrug & Fødevarer.

 Detailhandelsomsætningen på fødevarer ligger cirka 18 procent højere i december end gennemsnittet for de øvrige måneder - og dette betyder også et større udsmid af mad.

- Grøntsager, mejeriprodukter og brød er det, som normalt havner i danskernes skraldespande, men i julemåneden ryger også kød ud, siger Klaus Jørgensen, Chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

- Dog er der noget, der tyder på, at detailhandlens omsætning er faldende som følge af den økonomiske krise. Det vil i de kommende år resultere i mindre madspild, konstaterer han.

 Lotte Engbæk Larsen, Fødevarepolitisk chef os Dansk Erhverv, er enig med Klaus Jørgensen i, at madspildet er på vej ned:

- Siden 2005 er mængden af solgte fødevarer og andre dagligvarer faldet med 10 procent, så niveauet ligger nu under niveauet i år 2000. De mindre solgte mængder har også mindsket forbrugernes udsmid af mad. Der er dog en naturlig nedre grænse for indtaget af fødevarer og brugen af andre dagligvarer. Og siden i sommer har vi set en opbremsning i faldet. Når man spørger detailhandelen vurderer de fleste, at vi vil se et uændret salg, så langt de kan se ud i fremtiden. Det tyder på, at reduktionen af madspild vil fortsætte, eller forventeligt stige, da forbrugernes bevidsthed om madspild er langt større i dag end for bare få år siden.