Flere og flere økolandmænd forarbejder egne råvarer hjemme på bedriften, inden varerne bliver solgt videre. Det oplyser Økologisk Landsforening.

På den måde får landmanden selv indflydelse på kvalitet og produktudvikling – og en større andel af fortjenesten på varen.

Og andre landmænd går med overvejelser om at gøre det samme. Derfor holder Økologisk Landsforening snart temadag på Dansk Landbrugsmuseum ved Randers.

- Førhen var det normalt, at man lavede sin egen forarbejdning af råvarerne på gården. Vi vil gerne medvirke til at genoplive den tradition, fordi vi ved, at forbrugerne interesserer sig for lokale fødevarer og for økologi, lyder det fra fødevarerådgiver ved Økologiske Landsforening Henriette Winther.

Ifølge arrangørerne kan temadagens deltagere møde landmænd, der allerede er sprunget ud som forarbejdere, repræsentanter fra detailledet, bankverden og fødevaremyndighederne.

Temadagen foregår fredag den 16. november på Dansk Landbrugsmuseum Gl. Restrup, Randersvej 4, 8963 Auning. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig senest den 12. november på telefon 87 32 27 00.