Nattefrost en morgen i april har haft stor betydning for
den danske æblehøst. Store dele af høsten er nemlig gået tabt, mens mange af de
æbler, der når frem til butikkerne, har slips på – det vil sige kosmetiske
skader i form af froststriber. Det skriver P4 Fyn.
Værst ser det ud hos de østfynske æbleplantager, der udgør
20 procent af den samlede danske høst.
- Østfyn er særlig hårdt ramt. Nord for Svendborg ligger
en række frugtplantager, der er meget hårdt ramt, siger Laurits Balle fra
Danske Frugtavlere til P4 Fyn.
Han kender endnu ikke det samlede omfang af skaderne.
- En lille stribe kan vi godt leve med, men hvis det er
for meget, er vi nødt til at sortere det fra. Derfor bliver æblehøsten
væsentlig mindre i år, konstaterer han.