Med en intensiv saneringsindsats kunne Carsten Hedegaards besætning i januar måned erklæres salmonellafri. Det var den sidste smittede malke
Den 19. januar 2012 var en god dag for Carsten Hedegaard. Den dag blev hans besætning på 400 Holsteinkøer erkæret fri for Salmonella Dublin. Og dermed var den sidste salmonella-besætning med malkekøer på Fyn blevet fri.
De to år, hvor Carstens besætning var smittet, kostede ikke kun på den økonomiske konto, men også den psykiske.
- Jeg følte et meget stort ansvar. Vi var den eneste besætning på Fyn, og det ville jo være helt forfærdeligt, hvis jeg var skyld i, at andres besætninger blev smittet, fortæller Carsten Hedegaard.
Ydelsestab og sygdom
To år forinden fik han konstateret smitten via tankmælksovervågningen. Men snart kunne det også mærkes på besætningen.
- Pludselig fik vi et kæmpe ydelsestab. Vi lå på 10.800 kg mælk, da ydelsen faldt med 1.400 kg pr. ko. Vi fik meget mere sygdom, og køerne havde det bare ikke godt – de var strithårede og åd ikke det, de skulle, fortæller Carsten Hedegaard.
Carsten og sine tre medarbejdere satte alle sejl til for en effektiv sanering.
Køerne med de højeste titertal blev sat ud, og fokus blev rettet mod hygiejne og management.
Blandt andet blev der etableret omklædningsrum, så alt servicepersonale nu skifter til besætningens støvler og overtrækstøj.
Alt i alt vurderer Carsten Hedegaard, at salmonella i løbet af de to år, alene på grund af ydelsestabet, har kostet 2 – 3.000 kroner pr. ko.
Men glæden ved at være fri skyldes især, at han nu ikke er en smittefare for andre besætninger.
Ok med stramninger
Carsten Hedegaard synes, det er fornuftigt, at stramme kravene til sanering.
- Salmonella Dublin koster simpelthen så mange ressourcer – både for erhvervet som helhed og for den enkelte besætning. Jeg synes virkelig, vi har et ansvar over for hinanden for at gøre alt, hvad vi kan for at blive fri, siger han.
Carsten Hedegaard anbefaler alle kvægbrugere at tænke over, hvordan de kan øge besætningens smittebeskyttelse.
- Vi kan simpelthen ikke gøre for meget ud af det. Tag det alvorligt, lyder det fra Carsten Hedegaard.