Travel to Farm fylder 100 år
Verdens ældste udvekslingsorganisation for unge landmænd er dansk og fylder 100 år. Travel to Farm blev grundlagt den 1. maj 1912. Formålet er udveksling af kulturer og viden om landbrug.
- Formålet var oprindelig at samle arbejdet med at arrangere studieture om landbrug i Danmark for udenlandske grupper og enkeltpersoner. Dog viste det sig hurtigt, at der var mere interesse for individuelle ophold både på danske gårde og i udlandet. Dermed var verdens første organiserede udvekslingsprogram for unge landmænd i gang, fortæller Hans-Henrik Jørgensen, chef for Travel to Farm.
Travel to Farm arrangerer udlandspraktik over det meste af verden for danske landbrugselever og andre med interesse for at arbejde ved landbrug i udlandet.
- I 2012 er hovedopgaven stadig at sikre, at danske landbrugselever kan tage praktik i udlandet. Travel to Farm samarbejder med over 30 partnere i mere end 20 lande over hele verden. Samtidig formidles praktikophold for udenlandske elever på danske landbrug og gartnerier, forklarer Hans-Henrik Jørgensen.
I dag har Travel to Farm kontor hos Landbrug & Fødevarer, og bestyrelsen repræsenterer: Landbrug & Fødevarer, LandboUngdom, Danske Landbrugsskoler og Dansk Agronomforening.





































