BABS PolledBlonde I/S i Arden har fået et eksportgennembrud af pollede Blonde d´Aquitaine - også til det franske marked.
Ti års avlsarbejde kulminerer nu i et stort eksportgennembrud. Det sker for de fire blonde-avlere, Erik Poulsen, Knud P. Jørgensen, Thorkild Hviid og Hans Oluf Juhl, der er stifterne bag selskabet BABS PolledBlonde I/S.
Deres hobbyforretning har nået en milepæl, idet det nu er lykkedes dem, at kunne eksportere sæd fra deres pollede (hornløse, red.) Blonde d´Aquitaine til moderlandet Frankrig.
De fire avlere udstiller på dyrskuer og det var på Landsskuet sidste år, at to franske dommere fik øje for de pollede dyr og dermed kan de tildeles en del af æren for gennembruddet til eksporten til franske avlere.
Genet for hornløshed
Avlen af de pollede startede hos Thorkild Hviid allerede i 2002 med den individafprøvede tyr Kildegaard Pelle, der var efter den pollede canadiske tyr Liahn Poll Cat.
Siden har grundpillen i projektet været koen GG Ninka efter Horizon. Hun er mor til GG Ursus, der er far til den første generation af afkom i avlssamarbejdet. Hun er 14 år i dag og står fortsat i stalden hos Sanne og Erik Poulsen i Arden.
- Den pollede Blonde er lidt af et krydsningsprodukt, for det polled gen kommer oprindeligt fra Angus. Så i starten kostede det andre egenskaber i forhold til dyrenes type, siger Erik Poulsen, der understreger, at visionen hele tiden har været, at få et polled dyr, der fuldstændig ligner en fransk Blonde.
- Målet er, at de skal kunne klare sig på en dyrskueplads på lige fod med de hornede. Men det kan de også nu. I 2007 var en polled tyr for første gang på fløjen på Landsskuet, påpeger han.
Tradition og fordomme
Årsagen til, at de fire herrer overhovedet er begyndt at avle efter et dyr uden horn er hovedsageligt den lettere håndtering.
- De er lettere at arbejde med, når de ikke har horn og netop Blonde d´Arquitaine får nogle meget store horn. Samtidig er der det rent dyreetiske og dyrevelfærdsmæssige i, at man kan undgå at afhorne, siger Hans Oluf Juhl.
- Der har dog i starten været en del fordomme imod de pollede Blonder, men det er også meget et spørgsmål om tradition, påpeger Erik Poulsen.
- Der gik lidt religion i det i starten, fordi Angus slog lidt for meget igennem i første generation, siger Thorkild Hviid.
Den perfekte Blonde er høj, lang og muskuløs og elegant på samme tid og så er kødkvaliteten meget høj. Desuden ønsker man en lys farve.
- Det er racen med den højeste nettotilvækst, hvilket også er racens force. Det har også noget at sige i forhold til at bruge racen til at krydse med i malkekvægbesætninger, understreger Erik Poulsen og fortsætter:
- De gror hurtigt, men længe og en tyr kan vokse til den er fire år.
- Det er virkelig et område der kan rykke på kødkvaliteten i Danmark, tilføjer Hans Oluf Juhl og påpeger, at mælkeproducenter har mulighed for at købe sæd via VikingGenetics.
Gennembrud til Frankrig
- Det er også Viking, der har klaret det praktiske i forhold til salg at sæd til Frankrig, men det opsøgende salg har vi selv stået for via gamle kontakter. Desuden er to franske dommere, der fik øje for dyrene på Landsskuet, også skyld i gennembruddet til eksporten til de franske avlere, siger Erik Poulsen, der kan fortælle, at der både er solgt til den centrale forening i Frankrig og til en større kreds af regionale avlere.
Alle selskabets tyre bliver individafprøvet. Netop nu er to tyre på Ålestrup til individafprøvning.
- Vi beholder de bedste dyr og for at undgå at sprede de dårligere gener, så slagter vi de dyr, der ikke skal satses på. Her har vi hele tiden været konsekvent og det er nok det, der lønner sig nu, mener de fire.