Danmarks største tomatgartneri i Bellinge tiltrak mange besøgende ved det landsdækkende arrangement Åbent Landbrug 2011.
Selv om det regnede kraftigt de fleste steder først på dagen blev »Åbent Landbrug 2011«, søndag den 18. september, en solid succes med et samlet besøgstal landet over på næsten 55.000 - ca. 1.000 flere end sidste år.
Også på Fyn blev besøgstallet flot med i alt 3.136 gæster - stort set ligesom sidste år.
Medvirkende hertil var, at de fynske Åbent Landbrug-gæster i år som noget nyt også kunne besøge et gartneri. Oven i købet Danmarks største tomatgartneri, Gartneriet Alfred Pedersen & Søn i Bellinge. Det benyttede ikke færre end 650 sig af.
Kendte kvalitetstomater
Gartneriet blev grundlagt i 1948 af Katrine og Alfred Pedersen. I de første mange år var agurker den vigtigste produktion, men i 1976 begyndte man at dyrke tomater, som blev solgt på auktionen i Odense. I 1982 begyndte gartneriet som de første i Europa at levere tomater, plukket direkte i bakkerne, og i 1995 begyndte man at levere tomaterne til Coop under varemærket Katrine & Alfreds Tomater. I dag leverer gartneriet også - under andre varemærker - til andre kunder, blandt andre Dansk Supermarked.
Ejer og daglig leder af gartneriet er i dag Katrine og Alfreds søn, Mads Pedersen, der er fjerde generation af gartnere i familien.
Foruden tomater af flere forskellige slags - også økologiske - dyrker gartneriet peberfrugter og det seneste års tid også jordbær. Og både gartneriejer Mads Pedersen og virksomhedens mange medarbejdere lægger stor vægt på miljøvenlig dyrkning af kvalitetsprodukter.
Miljøvenlig drift
Inklusive et lejet gartneri i Fangel råder Gartneriet Alfred Pedersen & Søn over 130.000 m² under glas i Danmark og 80.000 m² i Sverige. I højsæsonen producerer gartneriet 35 tons tomater hver dag, og årsproduktionen af tomater og peberfrugter er på godt 10.000 tons. Gartneriet beskæftiger i Danmark 120-130 medarbejdere - og ca. 100 i Sverige.
Produktionen foregår under størst mulig hensyntagen til miljø og omgivelser. Skadedyr bekæmpes biologisk blandt andet med rovtæger og andre nyttedyr, og tomatplanterne bestøves naturligt ved hjælp af humlebier.
Gartneriet har eget kraftvarmeværk, der kører på naturgas. Værket producerer miljøvenlig el til de fynske elforbrugere. Spildvarmen fra gasmotorerne dækker 90 procent af gartneriets varmebehov, de sidste 10 procent dækkes med fjernvarme. CO2 fra den rensede røggas blæses ind i drivhusene til gavn for planterne, der bruger CO2 til fotosyntesen. Samtidig spares miljøet for et stort CO2-udslip.