Arla Foods er kommet et skridt nærmere at overtage det sydtyske mejeri Allgäuland Käsereien.
Arla Foods fusionerede tidligere på året med det nordtyske mejeri Hansa-Milch, og nu ser det ud til, at mejeriet meget snart føjer et sydtysk mejeri til selskabet.
Sent mandag aften stemte 80,3 procent af medlemmerne af Allgäuer Bergbauern-Milch eG – som er et af de i alt seks underliggende andelsselskaber, som sammen ejer Allgäuland-Käsereien - således ja til Arlas købstilbud.
Mælkeproducenterne i det underliggende andelsselskab, der hovedsageligt består af bjergbønder, ændrede dermed det nej, som for lidt over to uger siden truede Arlas overtagelse af det kriseramte sydtyske mejeri, der er truet af konkurs.
- Vi er glade for beslutningen. Det var en afgørende forudsætning for, at købsprocessen kan gennemføres, og nu er vi et meget vigtigt skridt nærmere en endelig aftale, siger Torben Olsen, ansvarlig for Arlas tyske marked, i en pressemeddelelse.
Afventer godkendelse
I de kommende dage og uger skal de sidste dele af den officielle proces falde på plads. Det indebærer blandt andet, at EU's konkurrencemyndigheder tager stilling til sagen.
Desuden er det Arlas mål, at der skal følge kontrakter på 250 millioner kilo mælk med i handlen, og disse kontrakter et netop nu ved at blive forhandlet på plads med de sydtyske mælkeproducenter.
- Vi ser et stort potentiale i Allgäuland-Käsereiens produktion af ost. Her er tale om fremragende specialoste med internationalt potentiale, og det er derfor, at mejeriet er interessant for Arla Foods. De har nogle produkter, som supplerer de oste, vi allerede har i Arla og blandt andet markedsfører under kvalitetsmærket House of Castello. Så vi ser store muligheder for Allgäulands produkter – ikke kun i Tyskland, siger koncerndirektør med ansvar for Arlas internationale markeder, Tim Ørting Jørgensen.