Maskinstationer klar til at rykke ud

Landmænd i hele landet kan forvente en ekstraordinær indsats og hjælp fra landets maskinstationer, så afgrøder og halm kan bjerges bedst muligt, forsikrer maskinstationernes formand, Søren Ulrik Sørensen.

- Det er en helt ekstraordinær situation, vi står i. Og landmændene kan forvente en ekstraordinær indsats fra vores side, hvis de ønsker det. 

Sådan siger formanden for Danske Maskinstationer & Entreprenører, Søren Ulrik Sørensen, Vraa Maskinstation.

Da Effektivt Landbrug kontakter ham fredag formiddag, siler regnen ned over Vendsyssel. Og selvom om Nordjylland er en af de landsdele, der er sluppet nådigst gennem august måneds store nedbørsmængder, er der masser af afgrøder tilbage på markerne i lokalområdet.

- Her på egnen gør vi alt, vi kan, for at hjælpe. Og jeg må sige, at vi som branche vil strække os helt ud i selen for at hjælpe de mange, mange landmænd, der står i en ulykkelig situation med uhøstede afgrøder, oversvømmelser og ubjerget halm. Vi kan ikke hekse. Men vi gør, hvad vi kan - så godt og vel, fastslår maskinstationsformanden.

Vinterrapsen har deadline
På Vraa Maskinstation kørte man til sent torsdag aften, før et nyt regnvejr satte en stopper for markarbejdet.

- Vi arbejder blandt andet hårdt med at få vinterrapsen rettidigt i jorden. Skæringsdatoen er jo 20. august (i dag, red.). Vi når det langt fra alle steder. Men vi kæmper og sætter vores lidt til, at hybridrapsen kan tåle et lidt senere såtidspunkt og alligevel kvittere med pæne udbytter, forklarer Søren Ulrik Sørensen.

- Vi kan kun gøre én ting. Vi kan vente.

Børge Fredslund, Eskilstrup Maskinstation på Falster, må ligesom resten af landbrugserhvervet på Sydhavsøerne og i andre regnvejrsramte egne i Danmark væbne sig med tålmodighed.

- Her kan man ikke færdes med fornuft i marken lige nu. Det eneste, man får ud af det, er at man kører fast eller kører i stykker, vurderer han.

Børge Fredslund betegner situationen som helt usædvanlig. Han har selv drevet maskinstation i 25 år og aldrig oplevet noget tilsvarende som i år. Og heller ikke hans far, Gunnar Jensen, der har været i branchen i 55 år, har oplevet lignende.

- Vi har haft to høstdage i år. Det siger vist alt. Og folk er lidt sarkastiske omkring det hele. For vi er jo reelt magtesløse. Vi kan ikke - med teknikkens hjælp - gøre noget. Men alle er selvfølgelig klar, når og hvis vi får muligheden for at bjerge, hvad der bjerges kan. Jeg tror faktisk ikke, man kan blive mere klar, end vi er her i området lige nu, siger Børge Fredslund.  

Læs også