Hos Heden & Fjordens landbrugscenter erklærer man sig uforstående over for den udmelding, Skat for nylig kom med om, at man finder for mange fejl i indberetninger fra landmænd i Midtjylland, og at Skat derfor finder det nødvendigt at sætte fokus på landmænd og deres rådgivere.

- Vi kan ikke genkende, at der skulle være fejl i over 40 procent af regnskaberne, da vi kun har fået henvendelse fra Skat i under 10 procent af regnskaberne, udtaler chefkonsulenten baseret på regnskaber fra centrets landbrugskunder over de seneste tre år, understreger chefkonsulent og skatteekspert Palle Høj, Heden og Fjorden.

Ifølge Skat skulle der især være fejl indenfor private andele, private udgifter, udgifter, der ikke er fradrag for, eller indtægter, der ikke er regnet med i indkomsten, men det er altså ikke noget, Palle Høj kan nikke genkendende til.

Forældet undersøgelse
- I gennem de seneste tre år har Skat kun i 1-2 procent af vore regnskaber rettet henvendelse om private andele, private udgifter og udgifter, der ikke er medregnet i indkomsten, siger han.

- De forhøjelser, Skat selv har foretaget de sidste 3 år over for vore kunder, stemmer således ikke overens med Skats tidligere undersøgelse.

Palle Høj påpeger, at det måske kan skyldes, at Stats udmelding primært bygger på en undersøgelse tilbage fra 2006 - som jo trods alt 5 år siden - og en opfølgning på undersøgelsen fra 2006 foretaget i 2008.

Stik imod virkeligheden
Ifølge Palle Høj konkluderede Skat i undersøgelsen, at landmænd er mellem de grupper, der mindst modarbejder Skat og skattereglerne.

Derfor finder chefkonsulenten det mærkværdigt, at Skat nu går ud og tegner et helt andet billede, nemlig, at det skulle være: »bekymrende, at de fejl vi oftest ser, peger i retning af, at der er taget fradrag for private udgifter«.

Det kunne Lone Severinsen fra Skat heller ikke bevise, var tilfældet i de regnskaber, der bliver indsendt fra de lokale regnskabskontorer, da Skat besøgte os i sidste uge, påpeger Palle Høj.

Han understreger, at han anser Skats pressemeddelelse for at være meget langt fra hverdagen i 2011 hos både skat og Landbrugscentrene i hele Region Midtjylland.