I de seneste dag har vejret i Danmark kunnet divertere med hård barfrost og blæst i kulingstyrke, snevejr med et lag på 10 centimeter i timen, regnvejr i op til fem plusgrader og rimfrost. Nogle steder forsvandt al sneen, andre steder var der mere, end et par dages tøvejr kunne fjerne.

- Det værste er faktisk, når der dannes et islag ovenpå sneen, som lukker tæt ned til planterne. Så er de rette betingelser for sneskimmel til stede, forklarer planteavlskonsulent Rune Munch-Andersen, Patriotisk Selskab.

- Sidste år sagde jeg, at jeg aldrig har oplevet, at sneen bliver liggende i tre måneder. Det skete sidste år, hvor der var snedække fra 16. december og indtil midten af marts med undtagelse af en dag eller to mellem jul og nytår. I år siger jeg, at jeg aldrig har oplevet, at sneen bliver liggende i fire måneder, og nu ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal sige.

Mangan og Kerb kan nås
Selv om afgrøderne i disse dage udsættes for lidt af hvert er Rune Munch-Andersen ikke bekymret for afgrøderne i sit område.

- Det gik i virkeligheden ikke så galt som frygtet sidste år. Vi anbefaler normalt ikke forebyggende sprøjtning mod sneskimmel.

- En del har naturligvis ikke nået at udbringe mangan det antal gange, de havde forventet. Men planterne har heller ikke forbrugt så meget i dette efterår. Derfor anbefaler vi, at man udbringer manglende mangan, når chancen er der. Og der kan sagtens komme en mulighed. Det samme gælder de, der benytter sig af dispensationen og vil bruge Kerb i vinter. De kan sagtens nå det helt frem til midten af marts, hvis der kommer nogle gode dage.

Ellers ser Rune Munch-Andersen ikke nogen grund til pessimisme hos planteavlerne lige nu med den aktuelle og positive udvikling i kornpriserne.