Motivation er grundlaget for god ledelse

Tre grundprincipper er afgørende for god ledelse, fortalte B.S. Christiansen i går, da han holdt foredrag for New Hollands forhandlere. Det vigtigste princip er at kunne motivere sine medarbejdere. 

I går varmede New Hollands forhandlere op til Agromek sammen med B.S. Christiansen.

Den tidligere jægersoldat holdt et foredrag for forhandlerne, hvor han blandt andet gennemgik teknikker til succesfuld ledelse.   

- Grundlæggende er tre principper afgørende for at ledelse lykkes. Først og fremmest er det evnen til at kunne motivere sine medarbejdere. Som nummer to handler det om at kunne samarbejde, og som det sidste, er det afgørende, at man som leder er i stand til at skabe systematik i arbejdet, lød det fra B.S. Christiansen.

Derudover så er det vigtigt, man mentalt har styr på sit liv og har evnen til at kigge indad, inden man bliver i stand til at lede med succes.

Kendskab til landbrug
B.S. Christiansen oplyser, at han selv førhen har arbejdet på landet. Men han har ikke selv indgående kendskab til landbrugs- og maskinforhandlerbranchen. Ifølge ham, er det heller ikke branchekendskabet, der er afgørende for om en ledelse lykkes.

- Faktisk kender jeg mange ledere, som ikke har haft indgående branchekendskab, men som har skabt fantastiske resultater. Nogle personer er fødte ledere, andre kan lære det, mens nogle mennesker aldrig bliver ledere.

- Uanset om det er et fodboldhold, en virksomhed eller en landbrugsbedrift der skal ledes, så er det mange af de samme principper, der går igen, lød det fra B.S. Christiansen.

Krisehåndtering
Traktor- og maskinforhandlerne har som det øvrige landbrugserhverv været ramt af krise med stærkt reduceret salg de seneste år. Og ifølge B.S. er det netop i krisetider, at ens systemer skal stå deres prøve.

- Det er eksempelvis ingen sag at motivere så længe at tingene går fremad, og salget buldrer derudaf. Men når krisen kommer så skal systemerne være på plads, så man er i stand til at håndtere den modgang man møder, forklarede han. 

Godt foredrag
En af dem der fulgte foredraget var Jens Juhl, der er sælger ved PN Maskiner, der har afdelinger i Troldkær og Haderslev. Han var godt tilfreds med udbyttet.

- Mange af principperne virker logiske og jeg havde også hørt dem før, men det var bestemt brugbart og nyttigt at få dem opfrisket. Derudover er jeg enig i, at der er stor værdi i at kunne tænke positivt. Ikke mindst i en tid som denne, hvor salget ikke når samme højder som tidligere, lød det Jens Juhl umiddelbart efter foredraget.

Læs også