Efter 1.300 siloer: Sukup Europe etablerer eget montagefirma
Sukup Europe trækker en central del af projektleverancen ind i koncernen med etableringen af Sukup Install. Det nye selskab overtager medarbejdere, udstyr og erfaring fra den hidtidige montagepartner og skal give virksomheden større kontrol over leverancerne i Europa.

Sukup Europe etablerer eget montagefirma og overtager medarbejdere, udstyr og erfaring fra sin mangeårige montagepartner. Fotos: Sukup Europe
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Sukup Europe A/S tager endnu et skridt mod en mere integreret forretningsmodel.
Virksomheden, der tidligere hed DanCorn, har etableret montagefirmaet Sukup Install, som fremover skal stå for en væsentlig del af montagen af Sukup Europes silo- og kornanlæg.
Dermed flyttes en central del af værdikæden ind i koncernen. Ifølge Sukup Europe skal det blandt andet styrke virksomhedens konkurrenceevne, leveringssikkerhed og mulighed for at sikre en ensartet kvalitet i projekterne.
Sukup Europe fungerer i dag som salgs- og projekthus i samarbejde med den amerikanske siloproducent Sukup Manufacturing Co. I takt med at virksomhedens projekter er blevet større og i stigende grad gennemføres på tværs af landegrænser, er kravene til blandt andet projektstyring, dokumentation og koordinering samtidig vokset.
Det er den udvikling, etableringen af Sukup Install skal understøtte.
- Ved at etablere Sukup Install får vi fuld kontrol over en afgørende del af værdikæden. Det giver os og vores kunder mere sikkerhed, større fleksibilitet og ikke mindst en ensartet høj kvalitet i alle projekter – uanset om der monteres i Danmark eller i resten af Europa, siger Jens Erik Iversen, adm. direktør i Sukup Europe, i en pressemeddelelse.

Adm. direktør i Sukup Europe, Jens Erik Iversen.
Vil reducere afhængighed
Ved selv at organisere montagearbejdet får Sukup Europe ifølge virksomheden mulighed for at styre flere dele af projektforløbet direkte.
Det gælder blandt andet planlægning af ressourcer og logistik, men også dokumentation, compliance og sikkerhedsuddannelse af medarbejderne. Tidligere har montagearbejdet været udført gennem en ekstern samarbejdspartner.
Sukup Install overtager dog både medarbejdere, erfaring og en stor del af det materiel, som hidtil har været anvendt på Sukup-projekterne.
Det nye selskab er ejet af Sukup Europe og skal ledes med både dansk og litauisk personale. Samtidig overtages hovedparten af montageudstyret og vognparken samt alle medarbejdere fra virksomhedens hidtidige montagepartner.
Dermed bygger Sukup Install videre på et samarbejde, der har strakt sig over omkring 15 år.
I den periode har montageteamet ifølge Sukup Europe været med til at opføre mere end 1.300 Sukup-siloer.
Aktiviteten har samtidig fået en stadig mere international karakter. Alene i regnskabsåret 2025-26 har montageteamet gennemført projekter i ni forskellige europæiske lande.
Den eksisterende erfaring skal nu videreføres i det nye selskab, mens Sukup Europe får den direkte organisatoriske kontrol med montagefunktionen.

Sukup Europe har været med til at opføre mere end 1.300 Sukup-siloer.
Projekter op til mere end 50.000 ton
I første omgang skal Sukup Install primært arbejde med Sukup Europes egne projekter.
Opgaverne spænder fra mindre anlæg med en kapacitet på omkring 300 ton korn til store og mere komplekse løsninger med kapaciteter på 50.000 ton eller derover.
Det betyder, at montagefirmaet skal kunne håndtere projekter af vidt forskellig størrelse og kompleksitet.
- Uanset projektets størrelse er målet det samme: rettidig levering, høj sikkerhed og ensartet kvalitet. Det er afgørende for vores kunder og for den langsigtede drift af anlæggene, påpeger Jens Erik Iversen.
Ambitionerne rækker samtidig ud over montagen af Sukups egne siloer og anlæg.
Sukup Install skal også kunne byde ind på andre montageopgaver i både Europa og på internationale markeder. Det kan blandt andet omfatte projekter for andre brands, hvor der stilles tilsvarende krav til sikkerhed, dokumentation og teknisk udførelse.
Etableringen betyder dermed, at Sukup Europe ikke alene får større kontrol over egne projekter, men samtidig åbner et nyt forretningsområde inden for montage.
Ifølge virksomheden er målet at skabe en mere skalerbar og konkurrencedygtig organisation, der kan følge med, når størrelsen og kompleksiteten af projekterne fortsætter med at vokse.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































