En fokuseret indsats på udvalgte markeder og produktkategorier har betalt sig for Tulip Food Company, der i år leverer det bedste resultat i virksomhedens historie.

- Der er flere grunde til det gode resultat. Dels har vi været meget omkostningsbevidste og reduceret omkostningerne markant, allerede før den finansielle krise for alvor ramte, og dels har vi formået at vækste flot på en række markeder, siger administrerende direktør Flemming N. Enevoldsen i en pressemeddelelse.

Heri står der også, at væksten ikke mindst opnået ved at fokusere hårdt på virksomhedens vigtigste markeder og dermed udelukkende satse på de sundeste dele af forretningen.

- Tulip er en meget kompleks virksomhed med salg til 80 lande og med et meget stort antal mærker. I de senere år har vi haft succes med at mindske kompleksiteten, og det er den strategi, der nu betaler sig, siger Flemming N. Enevoldsen.

Stærke i udlandet
Det er specielt de udenlandske markeder, der skaber den bedre indtjening, og de fylder da også meget i Tulips nye strategiplan, der trådte i kraft 1. oktober i år.

- Vi har nogle af Europas og måske verdens bedste produkter, og derfor har Tulip store muligheder for at vokse endnu mere i udlandet. Det skal vi gøre i den kommende strategiperiode. Tulip har i dag et meget moderne produktionsapparat og nogle meget dygtige medarbejdere, og derfor står vi godt rustet til den internationale konkurrence, siger Flemming N. Enevoldsen.

Faktisk mener han, at den største trussel mod Tulip og andre danske fødevarevirksomheder kommer fra øgede administrative byrder.

- Danmark har en stor og meget vigtig fødevareproduktion, som betyder meget for vores eksport og overskud på betalingsbalancen. Derfor er det vigtigt ikke bare for Tulip, men for dansk erhvervsliv, at vi ikke bliver pålagt ekstra administrative byrder som eksempelvis den nye kødskat og andre påbud, der forringer vores konkurrenceevne i forhold til producenter i udlandet, siger Flemming N. Enevoldsen.